Færgerne må sejle deres egen sø
Personalemangel og pensionsalder presser færgebranchen. Det er svært at finde styrmænd til de danske indenrigsfærger, og småøerne kan blive hårdt ramt. Ny uddannelse håber på at puste frisk vind i sejlene.
Af Magnus Løbner Rosenberg og Mikkel Brygger Mortensen
I Samsøfærgens skygge ligger Tunøfærgen og tøffer frem og tilbage mellem Tunø og Hou. Færgen er øens livsnerve, og de lokale hilser muntert på besætningen. Der er gratis kaffe ombord og solbadning på dækket. Ifølge de lokale går regnen altid uden om Tunø, og porrerne kan spises kun med smør.
Men oppe på broen er alt ikke, som det plejer at være.
På Tunøfærgen har de også mærket, at det har været sværere at skaffe styrmænd.
“Uden besætning kan skibet ikke sejle. Det betyder selvfølgelig, at jeg tager nogle ekstra vagter for at få det hele til at køre, men det er jo mit job,” siger Bjarne Mølgaard, overfartsleder på Tunøfærgen.
Bjarne er aldersmæssigt pensionsmoden, men mener selv, at der går nogle år, før han vinker Tunøfærgen farvel. Men ikke alle rederier er lige heldige.
På Nekselø ved det nordvestlige Sjælland måtte man se til kreative løsninger for at forbinde Nekselø til resten af landet. Overfartslederen, Jesper Rasmussen, fortæller, at en gik på pension, og en anden blev langtidssygemeldt. Nekseløfærgen kræver mindst to styrmænd, og nu havde de kun én tilbage.
De danske indenrigsfærger mangler personale, og de nuværende navigatører nærmer sig hastigt pensionsalderen. Hvis skuden ikke vendes, vil det have stor betydning for de øboere, der har færgen som livsnerve til et job på fastlandet. Men en ny navigatøruddannelse, der ligger til godkendelse i Uddannelses- og Forskningsministeriet, skal redde faget.
Sømænd af verden
Tidligere trak aldrende fiskere garnet ind for sidste gang. Fiskene var ikke blevet lettere, og ryggen var ikke, hvad den havde været. De søgte job på de danske indenrigsfærger sammen med skibsførere fra den danske handelsflåde, der forlod oceanerne for at komme hjem til deres børn.
På det stille danske vand mellem land og ø, fortalte de historier fra de syv verdenshave til de rejsende. Røverhistorierne kan de endnu, men strømmen af nye skippere med nye historier er stilnet af, og de dengang hjemvendte styrmænd bliver ikke yngre.
Ledige pensionist job
Man kan få en fornemmelse af den trykkende alders omfang hos Småøernes Færgeselskaber, som er en sammenslutning af 36 danske færgeselskabers ø- og genvejsfærger. Der er 304 ansatte, og gennemsnitsalderen er sidst i halvtredserne. Ud af dem er 108 over 60 år, og 9 er over 70 år.
Det bekymrer formanden, Lars Wolfgang:
“Problemet er, at hvis du har 9 ud af 300, som er over 70, så går de jo kun på arbejde, fordi de har lyst. Når jeg bliver over 70, så tror jeg hellere, jeg vil gå i haven end stå op klokken halv seks om morgenen for at gå ned og starte færgen op og sejle.”
Ifølge Palle Rasmussen, professor emeritus ved Aalborg Universitets Center for Uddannelsesforskning, er der to ting at huske ved den høje gennemsnitsalder:
“Det betyder jo, at der er rigtig mange virkelig erfarne folk, der arbejder i faget. Det betyder selvfølgelig også, at man hurtigt kan mangle medarbejdere, hvis der er mange, som trækker sig tilbage på samme tidspunkt.”
Problemet er til at få øje på. Fra maj 2023 søger Livø en skipper, det samme gør Orø-Holbæk, der søger en skipper hurtigst muligt. Læsøfærgen har siden december 2022 haft et stillingsopslag på 2 overstyrmænd. Færgen mellem Svendborg, Skarø og Drejø søgte i marts måned en chefskipper.
“Nede i Svendborg plejer de at have 30-40 ansøgere. Nu havde de én her sidste gang. Det var så heldigvis, en de kunne bruge,” siger Jan Fritz Hansen, sekretariatsleder ved Færgesekretariatet.
Men ikke alle er lige heldige. Den tidligere nævnte Nekseløfærge måtte slå en stilling op af flere omgange, før det lykkedes at finde endnu en styrmand.
Feggesundfærgen står på kanten til et lignende problem. De søger en afløser, med ansøgningsfrist den første juni.
“Oppe ved Feggesundfærgen, der skal de være tre skippere, og de er to, og den ene er 68. Lige om lidt kommer turisterne, så kan det godt være, at ham der på 68 vil sige, jeg gider ikke mere, for jeg får faktisk allerede folkepension,” siger Lars Wolfgang.
Korte villaveje og lange udsigter
Ifølge Lars Wolfgang skyldes problemet flere ting. Han lægger især vægt på fiskernes øgede arbejdsforhold og nævner også internationaliseringen af den danske handelsflåde. Her er der kommet flere udenlandske styrmænd.
“De indiske styrmænd kan jeg jo ikke få til at sejle heroppe i Hundested. De vil jo hellere sejle i Bombay eller Calcutta, når de kommer hjem,” siger Lars Wolfgang.
Færgesekretariatets leder, Jan Fritz Hansen, nikker genkendende og fortæller om færgelivet som et fravalg af den internationale tilværelse, ikke et tilvalg af færgerne.
“Jeg mødte på et tidspunkt en pensioneret styrmand. Han havde været ude og måle sin villavej op, og den var kortere end det containerskib, han sejlede med, som var 300 meter langt.
Så kommer han ned i sådan en på 30-40 meter. Det er lidt småt, tror jeg, at nogle af dem synes.”
Huller i sejlplanen
Hos Nekseløfærgen endte de i en situation, hvor de, i en periode på 29 dage, måtte sløjfe færgen. Her sagde man farvel til en kapacitet på 127 personer og 11 biler, og erstattede den med et lille passagerskib med plads til 12.
Beslutningen kom efter pensioneringen af en styrmand og en pludselig længerevarende sygemelding, og fortsatte indtil nyansatte kunne fylde vagtplanen.
Overfartsleder Jesper Rasmussen er, på trods af løsningen, ikke videre optimistisk for fremtiden. Han er bekymret for, om fremtidige jobopslag vil føre til lignende situationer, men håber på at kunne tiltrække nye kræfter.
Hos Lars Wolfgang, der foruden formandsposten hos småøernes færgeselskaber, er direktør hos Hundested-Rørvig overfarten, er frygten for huller i sejlplanen presserende. Her har de trukket på erfarne kræfter, men løsningen er uholdbar og kortsigtet.
“Indtil nu har vi klaret den, men det er fordi, at vi har nogen, som har været her før og som er gået på pension. De vil godt give en hånd med om sommeren. Men vi er jo afhængige af pensionister.”
Med en vis mængde overdrivelse i stemmen snakker Lars Wolfgang om, at manglen på færgefolk vil føre til tvangsflyttelse af øboerne i 2025. En håbløs situation, mener han.
Jan Fritz Hansen er bange for, at de hullede vagtplaner vil ramme færgernes serviceniveau og i sidste ende øboerne. Hvis der ikke er nogen til at sejle færgerne, så må de sejle noget mindre. Et problem han kalder for den onde cirkel.
“Kan man så pendle fra en ø, kan man bosætte sig, kan man komme hjem om aftenen. Hvad vil det gøre for turisterne, kommer de så ud på øerne, så de kan overleve i vintersæsonen og alt det der.”
De danskes øer
Det er ikke mange år siden, at øsamfundet var skruet anderledes sammen. Beboerne arbejdede lokalt, og dagligdagen foregik på øen. Den del af indbyggerne, der kan huske de dage, er dog ved at være oppe i årene. Selv om at nogle erhverv er blevet på småøerne, så lever de yngre beboere i høj grad af at kunne pendle til arbejde.
Hvis man spørger sociolog Jens Westerskov Andersen, der lige nu skriver PhD om danske småøer og øsamfund, så hænger frekvensen af færgeoverfarter uløseligt sammen med øernes tiltrækningskraft. Her har øerne med en bredt dækkende sejlplan, i løbet af de sidste 10-15 år, haft lettest ved at tiltrække nye indbyggere. Færgernes styrmandsproblemer kan hurtigt skabe ringe i vandet og blive til øernes.
“Det hæmmer sådan et lokalsamfund helt vildt meget. Det er godstransport, der bliver påvirket af det, det er også bilejere, der bliver ramt. Der er færre turister, der kan komme med over,” siger Jens Westerskov Andersen og understreger: “At man har den her stabile struktur, er en forudsætning for, at lokalsamfundet kan eksistere.”
Færgen er redskabet, der gør, at man kan leve på en ø. Med færgen sejler alle ølivets udfordringer, men også alle plusserne. Den er med til at skabe den isolation, der fører til øernes trygge rammer, og følelsen af at være på en ø.
Ifølge Jens er færgen altså en af de første faktorer, der gør, at en ø kan trives, og dens vigtighed understreges, når afgangene forsvinder.
“De store tabere, det er de her lokalsamfund, det går ud over. Det er rigtig mange parametre i de lokalsamfund, der bliver påvirket af det.”
Fremtidens færgefolk
På Marstal Navigationsskole har de i samarbejde med færgesekretariatet udviklet en specificeret uddannelse som færgenavigatør. Uddannelsen har kørt i en prøveperiode på to år og ligger nu til evaluering hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.
De studerende kommer i mesterlære og bliver primært oplært i deres praktiksteds daglige drift. Man kan derfor ikke bruge uddannelsens værktøjer til andet end indenrigsfærger.
Skolen satser på at uddanne 10-15 navigatører om året, og det har indtil videre ikke været et problem at tiltrække folk til skolen.
Rektor Helle Bak Poulsen er glad for projektets foreløbige succes, og samarbejdet med landets færger har været godt.
‘’Færgerne tager folk i praktik og uddanner dem til sig selv. Nogle hjælper dem med at finde et sted at bo og med ekstra tilskud. Og det er ofte folk fra lokalområdet.’’
Det er ikke lykkedes at få en udtalelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, men Helle Bak Poulsen forventer, at uddannelsen bliver permanent og sektorformand i Teknik og Service hos FOA, de færgeansattes fagforegning, Reiner Burgwald siger:
“Der er ingen i branchen, der ikke anbefaler, at uddannelsen bliver godkendt, så det ville undre mig, hvis der skulle sidde en ministeriel embedsmand og have vanvittigt gode argumenter for ikke at godkende uddannelsen.”
Kommunerne må gribe til lommen
Langt størstedelen af færgerne er kommunalt ejet, og her rækker pengepungen ikke til en kapital kamp mod det private.
Reiner Burgwald fra FOA mener, at arbejdsgiverne bærer det store ansvar. Ifølge ham skal kommunernes løsning findes gennem bedre vilkår:
‘’Hvis problemet fortsætter, så må kommunerne gribe dybere i lommen og skaffe nogle flere lønkroner. Stavnsbåndet er ophævet, så du kan jo ikke tvinge folk til at søge job på de kommunale færger.’’
Ingen våde varer
Tilbage på Nekselø måtte man ifølge Lars Wolfgang tage ‘krummeluretricks’ i brug.
For at de lokale ikke skulle svømme godt halvanden kilometer med indkøb fra SuperBrugsen, satte man en godt ti meter lang motorbåd på opgaven. Havlit består af ét styks dieselmotor, ét styks propel og kan flytte 12 passagerer med kun én styrmand.
Det fungerede som midlertidig lappeløsning, men hvis færgerne permanent skulle erstattes af småbåde, ville det kun bremse affolkningen rent logistisk.
Der er en storm under opsejling, og uden styrmænd sejler vi den i møde i små motorbåde.